Menu

Børnefodbold (ny i klubben)

Velkommen til Børnefodbold i Østmøn Fodboldklub

Nogle af jer spillere og forældre kender ØFK, andre er helt nye i klubben, så nye at I måske ikke ved at en fodbold er rund og banen er firkantet med 1 mål i hver ende.
En ting er at ens barn vil gå til fodbold, fordi han/hun har lyst til det, eller fordi en kammerat gør det, eller fordi jer forældre gerne vil det, noget andet er hvad man så skal gøre udover at troppe op med barnet i hånden.

  • Hvordan og hvornår foregår træningen?
  • Hvordan bliver man meldt ind?
  • Hvor meget skal man deltage som forældre?
  • Hvornår spilles der kampe?
  • Hvem kan man henvende sig til?

ØFK er lige som mange andre foreninger baseret på frivillighed, lige fra at deltage i bestyrelsesarbejde til at heppe på holdet fra sidelinien, alle ”poster” er lige vigtige for at foreningen kan fungere.

Derfor er det vigtigt at vi har en god dialog og at man får stillet alle de mulige og umulige spørgsmål der trænger sig på.

En god start er, at kigge lidt rundt på hjemsiden. Derudover kan man til hver en tid enten ringe eller sende en mail.

Hvor kan jeg henvende mig?

Formand: Loui Hansen, tlf. 22 65 08 05, mail: louieastmoen@gmail.com

Ungdomsformand: Kasper Olsen, tlf. 28 12 77 32, mail: kasper_olsen4@hotmail.com

Seniorformand: Kasper Winther Mortensen, tlf. 29 26 25 45, mail: kasperwm@gmail.com

Kasserer: Jannie Larsen, tlf. 30 70 28 62, mail: jml@post10.tele.dk

Det er vigtigt at møde op til tiden, så vi får en god start, hvor alle er klar. Lige så vigtigt er det at melde afbud til træningen. Der afholdes drikkepauser når det passer ind i træningen (husk drikkedunk). Der er ikke noget der kaldes dårligt vejr i fodbold – man tager tøj på der passer til vejret.

Træningen vil bestå af forskellige moduler.

Indmeldelse og kontingent

De første gange jeg deltager i træningen er prøvetimer, derefter skal man tilmelde sig via link Indmeldelse, hvor man tilmelder sig med elektronisk betalig via kort (Master og Visa)

Kontingent opkræves 2 gange årligt en for 1. halvår og en for 2. halvår. 2. halvår er inkl. Indendørstræning.

Kamp :

Vi tilmelder os en turnering, efter antal spillere og niveau i udendørssæsonen. I indendørssæsonen tilmelder vi holdet til diverse stævner.

Kørsel:

Når der evt. skal spilles kampe vil de fleste gerne køre deres barn til kamp. Såfremt I ikke har bil, eller ikke kan den pågældende dag, forsøger vi i fællesskab at arrangere samkørsel, så alle der har lyst kan komme med.

Udstyr:

Det er ikke nødvendigt med komplet spillerudstyr som de har på landsholdet! Vent med at købe ”dyrt” udstyr før I ved om jeres barn er interesseret i at spille. Det eneste der er nødvendigt for at spille fodbold er benskinner og en drikkedunk med vand.

Dommere:

Ved kampe afholdt på hjemmebane, skal vi selv stå for at finde dommere der kan dømme kampe. Det vil sige at der er brug for forældre der kan klare denne opgave.

Forældremøde:

Der afholdes forældremøde efter behov

Introduktion til fodbold:
Den sportslige målsætning er at børnefodbold definerer som leg. Derfor betragter vi børnefodbold som introduktion til fodbold. Det betyder at der er et ønske om at der skal indgå bold i alle øvelser som drengene/pigerne skal igennem. For det første er det ikke sjovt at løbe rundt om fodboldbanen tre – fire gange uden bold, det er heller ikke det børn regner med, når de går til fodbold. For det andet vil vi gerne have at drengene/pigerne får en naturlig fornemmelse af at have en bold ved fødderne hele tiden. – hvem ved – på et tidspunkt kan de måske drible fra modstanderne med lukkede øjne.

Træning og forældreinddragelse:
Det skal være sjovt at spille fodbold. Drengene/pigerne skal komme til fodbold fordi de har lyst til at spille fodbold, i forventning om at det bliver en positiv oplevelse at spille fodbold.
Træningen vil hver gang bestå af forskellige lege med bold. Træneren vil stå for den overordnede planlægning af de forskellige ting, men for at det kan lade sig gøre vil der blive brug for jer forældre som hjælpere – så lad det pæne tøj og de højhælede blive hjemme.

Udvikling af hele fodboldspillere:
Drengene/pigerne skal prøve forskellige pladser på banen. På den måde får de en bred forståelse af fodboldspillet, som de får brug for hvis/når de skal spille 11-mands fodbold. Vi skal derfor også arbejde med at drengene/pigerne kan drible og skyde med begge ben. Vi får tit spørgsmål om specialisering (faste pladser) – drengene/pigerne skal ikke specialisere sig i så tidligt en alder, det sker først, når de skal spille 11-mands fodbold.

Det sociale:
Fodbold er en social sportsgren, det er også en konkurrencesport, men konkurrenceelementet må ikke være et element i denne alder. Vi skal have det rart og sjovt med hinanden, der skal være plads til stor og lille, god og dårlig. Det er positivt at se børnene udvikle sig og forbedre deres spil fra træning til træning og fra kamp til kamp. Det er mere vigtigt at de spiller bedre fra kamp til kamp, ​​end at kampene vindes. Der skal ikke gøres forskel på drengene/pigerne hverken til træning eller til kamp, ​​alle der har lyst skal med til kampe.

Interesserede børn og forældre:
Børnene skal være interesserede i at deltage i træningen, interesserede i at høre efter og gennemgå de øvelser vi beder dem om.

Når I som forældre melder jeres barn ind i ØFK, melder I også jer selv ind. Vi er ikke en pasningsordning, hvor man som forældre blot kommer og aflevere sit barn, for at det kan blive underholdt 1 gange tid. Vi har en forventning om at et barn der vil spille fodbold følges med en voksen til træning. Det vil blive en positiv oplevelse både for barnet og jer som forældre.

 

Med sportslig hilsen

Østmøn Fodboldklub

 

Luk